Angst er kroppens måde at beskytte dig på. Den opstår, når dit nervesystem opfatter noget som farligt – uanset om truslen er virkelig eller ej. Det er en vigtig reaktion, der skal hjælpe dig med at overleve, men når den bliver for hyppig eller intens, kan den begynde at begrænse livet.

Fra et traumeinformeret perspektiv bliver alarmsystemet ofte overaktivt, når vi tidligt i livet har oplevet utryghed eller ikke har fået hjælp til at berolige os selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at vores forældre var “dårlige” – nogle gange handler det om den følelseskultur, vi voksede op i. I nogle familier var der måske ikke tradition for at tale om følelser, eller man lærte at bide dem i sig, distrahere sig selv eller altid “tage sig sammen”.

Som børn lærer vi at tilpasse os de rammer, vi er i, og vi udvikler strategier for at håndtere og forstå vores indre signaler. For nogle kan det betyde, at bestemte følelser, kropsfornemmelser eller behov opleves som farlige – måske fordi de engang førte til afvisning, konflikt eller utryghed. I voksenlivet kan det gøre, at nervesystemet reagerer med angst, selv i situationer, der objektivt set er sikre, men som minder kroppen om noget tidligere.

Når vi ser angsten i lyset af din livshistorie og de mønstre, du har lært, bliver det muligt at forstå, hvorfor den er der, og hvad den forsøger at beskytte dig imod. Behandlingen handler ikke om at presse angsten væk, men om at skabe et trygt rum, hvor du kan genopbygge følelsen af sikkerhed og lære nye måder at forholde dig til både ydre situationer og indre signaler – så ro og tryghed får mere plads i hverdagen.