Vilkår og betingelser for REACH I/S

 

Generelt

Vilkårene og handelsbetingelserne (herefter ”betingelser”) beskrevet nedenfor, gælder for ethvert køb af ydelser, der udbydes på hjemmesiden www.reach-psykologer.dk, af REACH I/S (herefter “REACH”, “vi”, “os”, eller “vores”), CVR-nr.: 41548975.

Når du markerer ”Jeg accepterer betingelserne” i forbindelse med dit køb, bekræfter og erklærer du, at have læst, forstået og accepteret betingelserne som de er fremsat her.


Disse betingelser indeholder særlige regler om din fortrydelsesret. Første gang du tager en købt ydelse i brug, accepterer du, at fortrydelsesretten bortfalder. Læs nærmere herom i afsnittet “fortrydelsesret”.
 

Du kan vælge at anvende vores ydelser anonymt. Du kan benytte et ønsket pseudonym ved oprettelse af en bruger på vores hjemmeside, såvel som når du opretter en bruger på WhatsAPP, samt når du træder ind i vores sikre online samtalerum. Det er blot vigtigt at du benytter dig af et pseudonym du kan respondere naturligt på så du ikke distraherer kommunikationen mellem dig selv og din psykolog. REACH anbefaler almindelige fornavne til formålet.
 

Du kan ligeledes benytte et telefonnummer med navnebeskyttelse eller et taletidskort, samt en e-mail adresse du har oprettet til formålet, og på den måde opnå anonymitet i forløbet.
 

Vores forpligtigelser 

Det er vores ansvar, at vores ydelser overholder gældende regler for en sundhedsfaglig virksomhed, herunder behandlingskravet mv.

Vi er underlagt tavshedspligt som, ligesom det er tilfældet hos alle psykologer, kun kan brydes under lovmæssigt pålæg (eks. retsplejelovens § 170 og servicelovens §154).

Det er vores ansvar, at vurdere, om de oplysninger vi har modtaget fra dig, er tilstrækkelige for vores behandling af dig. Hvis vi ikke mener os i stand til at varetage dit forløb ansvarligt uden en nærmere undersøgelse, gør vi dig straks opmærksom herpå og vejleder dig i nødvendigt omfang.

Vi laver ikke diagnostiske udredninger til brug i andre sammenhænge, og vi udleverer derfor ikke skriftlige vurderinger heraf. Du kan aldrig kræve en bestemt diagnose, behandling eller henvisning. Det vil altid være psykologens faglige skøn, der ligger til grund for den rådgivning og vejledning, du modtager.

Vi laver desuden ikke skriftlige vurderinger af andre psykologers arbejde.

Vores ydelser

Vi stiller, mod betaling, online konsultationer med en psykolog fra REACH, til rådighed indenfor de af produktbeskrivelsen bestemte rammer.

Konsultationer gives i tre formater: TekstTerapi, ChatTerapi og VideoTerapi. Du kan læse mere om vores formater under menupunktet ‘Hvad er REACH’.
 

For at få adgang til en række funktioner, der er nødvendige for at få det fulde udbytte af et forløb hos REACH, skal du oprette en bruger, der ikke må anvendes af andre end dig. Er du under 18 år, skal dine forældre samtykke til at du starter et forløb hos REACH.
 

Tekniske krav

For at kunne få optimalt udbytte af VideoTerapi hos REACH, er det nødvendigt at du har adgang til internettet med en passende hastighed. Du skal også bruge en mikrofon, et webcam og enten headset eller højtalere. Det er dit eget ansvar at dit udstyr er i orden og af tilstrækkelig kvalitet til at konsultationen kan gennemføres. Vejledende retningslinjer for de tekniske krav kan du finde her.
 

Køb, opsigelse og automatisk fornyelse

Umiddelbart efter betaling af dit ønskede abonnement, får du adgang til konsultationer (Tekst-, Chat- og/eller VideoTerapi) med din psykolog. Abonnementet betales forud for abonnementets gyldighedsperiode.
 

Ved gennemført køb af et abonnement, tilmeldes du automatisk kortbetaling. Dit abonnement vil derfor fremadrettet automatisk blive trukket fra dit kort, og der sendes en kvittering til den e-mail, der på transaktionstidspunktet er tilknyttet din bruger. Undtaget herfra er den gratis prøveuge, som ikke automatisk bliver til et betalingsabonnement, men istedet blot afsluttes, hvorefter din adgang til konsultationer stopper, indtil du gennemfører et køb af et abonnement.
 

Du kan altid opsige dit abonnement med effekt fra den aktive abonnementsperiodes udløb. Efter opsigelse vil dit abonnement forblive aktivt indtil opsigelsen træder i kraft.

Du kan opsige dit abonnement ved at logge ind på Bruger→ Min side → Opsigelse. Du kan også opsige dit abonnement pr. e-mail til kontakt@reach-psykologer.dk.

Manglende betaling af dit abonnement, betragtes som en opsigelse, og du vil herefter ikke have adgang til konsultationer med din psykolog, indtil en genaktivering af dit abonnement er registreret.

 

Vi gør køber opmærksom på, at i tilfælde af ønske om genaktivering af abonnement efter glemt betaling, risikerer du at komme bagerst i ventelisten. Det er op til din psykologs vurdering af egen arbejdsbyrde m.v. hvorvidt hun/han kan genaktivere forløbet udenom ventelisten. 
 

Fortydelse, udeblivelse og aflysning

Du har efter betaling 14 dages fortrydelsesret. Din fortrydelsesret gælder indtil du tager det købte abonnement eller den købte konsultation i brug. Det vil sige når enten (a) du har skrevet din første besked over Tekst- eller ChatTerapi, eller (b) din videokonsultation har været igang i 2 minutter. Herefter bortfalder fortrydelsesretten.


Du giver ved køb af enten abonnement eller enkeltsession, dit samtykke til disse betingelser, som en forudsætning for at gennemføre betaling.

For at benytte fortrydelsesretten skal du meddele os om dit ønske om dette i en utvetydig skriftlig henvendelse til kontakt@reach-psykologer.dk.

Hvis du benytter dig af fortrydelsesretten forpligter vi os på at refundere din betaling så hurtigt som kan rimeligt forventes, og under alle omstændigheder senest 14 dage efter modtaget henvendelse. Du pålægges ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.


Ved udeblivelse fra en aftalt videokonsultation, vil du modtage en skriftlig påmindelse om, at vi afventer din tilslutning. Ved manglende tilslutning fra dig, senest 15 minutter efter konsultationens start, betragtes din videokonsultation som afsluttet.

Vi forbeholder os retten til at annullere eller afbryde en videokonsultation som følge af tekniske problemer. Er dette tilfældet vil du ikke blive opkrævet betaling for den afbrudte videokonsultation uanset, om de tekniske problemer skyldes problemer hos dig eller os.

Du aftaler dato og tid for videokonsultationen i bookingfunktionen, når du er logget på som bruger.

 

Du kan ændre/aflyse tidspunktet for afholdelse af videokonsultation indtil 24 timer før videokonsultationens begyndelse. Der ydes ingen refusion, hvis du overskrider deadline for at ændre/aflyse.

Dit ansvar

Du er ansvarlig for, at de oplysninger du giver os til en enhver tid, er korrekte og relevante, så vi kan behandle dig bedst muligt.

Du er ansvarlig for datasikkerheden på din egen enhed, herunder behørig sikring med antivirus, antispyware, firewall etc. 

Du er også ansvarlig for at dine brugeroplysninger ikke deles med en tredjemand. Det abonnement du har købt hos REACH er forbeholdt dig og dig alene. REACH forbeholder sig retten til at bede dig identificere dig selv - fx ved at vise dit kørekort eller pas - så psykologen kan validere din identitet. Du har dog altid muligheden at ønske at forblive anonym.
 

Personoplysninger

Ved oprettelse af en bruger på vores hjemmeside, samtykker du til, at vi må indsamle, behandle og opbevare de persondata, du giver os i forbindelse hermed. Læs mere om vores behandling af persondata i vores privatlivspolitik her.

Sikkerhed

Vores konsultationer foregår gennem WhatsAPP Business (TekstTerapi og ChatTerapi) og Whereby (VideoTerapi). Begge løsninger er end-to-end krypteret, hvilket vil sige at den udvekslede data alene fremgår ukrypteret hos afsender og modtager. Du kan læse mere om end-to-end kryptering her.

Vores egen dataopbevaring foregår ligeledes krypteret på egne servere, hvilket gør opbevaringen af din personlige journaldata sikker, mens at vi skaber bedst mulig sammenhæng og behandling i dit forløb. Denne journaldata vil under ingen omstændigheder deles med tredjepart, og vil aldrig tilgås af andre end din personlige psykolog, uden dit udtrykkelige samtykke.

 

Ændring af priser og handelsbetingelser 

Vi kan løbende ændre nærværende betingelser, eksempelvis i forlængelse af ny lovgivning.
 

Vi kan løbende ændre i vores priser. Prisstigninger varsles mindst 1 måned før ikrafttrædelsesdato. Du kan altså altid gentegne dit abonnement under samme betingelser en enkelt gang, inden eventuelle prisstigninger træder i kraft.
 

Ansvar og ansvarsbegrænsning

Hvor de nærværende betingelser ikke er tilstrækkelige, er parterne ansvarlige overfor hinanden efter dansk rets almindelige regler.


REACH er ikke ansvarlig for uvarslede nedbrud af eller svigtende adgang til de tredjepartsydelser, der understøtter REACH’s konsultationer, herunder WhatsAPP, Whereby, WIX og ZOHO. Undtaget herfra er tilfælde hvor adgangen til konsultationer begrænses i en enkelt og uafbrudt periode i mindst 5 dage, samt tilfælde hvor den samlede adgang til konsultationer i løbet af en abonnementsperiode er begrænset med mindst 10 dage.


I disse situationer tilbydes refusion proportional med tilgangsbegrænsningen, fastsat af REACH, dog mindst 50% af abonnementets pris ved betalingstidspunktet.

REACH er ikke ansvarlig for begrænsning af adgang til konsultationer som skyldes nedbrud af internetforbindelse, nedbrud af strømforsyning, hærværk eller lign. omstændigheder som er uden for REACH’s kontrol. Ej heller er REACH ansvarlig for datatab, misbrug af persondata eller lign. hvis dette kan henføres til omstædigheder, der er uden for REACH’s kontrol.

Undtaget fra disse ansvarsbegrænsninger er alle situationer, hvori grov uagtsomhed eller andre forsætlige forhold hos REACH med rimelighed kan ansvarliggøre REACH.

REACH’s erstatningspligt er i alle tilfælde begrænset til summen af dine personlige betalinger hos REACH i de sidste 6 måneder.

 

Spørgsmål og klager

Hvis du har spørgsmål eller klager hører vi meget gerne fra dig. Du kan enten udfylde kontaktformularen på vores hjemmeside reach-psykologer.dk, eller du kan skrive til kontakt@reach-psykologer.dk.

Hvis du ønsker at klage kan du dette til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen via følgende link: https://minsag.forbrug.dk/FKVWeb/CheckComplaintStart.aspx 
Fra d. 25/8-20 erstattes klagesystemet af et nyt system som du kan finde information om her:

https://www.energianke.dk/nyheder/energianke/nyheder/nyhedsbrev/min-sag-lukker-25-august-2020/

Hvis du ønsker at klage over REACH’s håndtering af persondata, kan du rette henvendelse til Datatilsynet, og du kan finde en klagevejledning her: https://www.datatilsynet.dk/generelt-om-databeskyttelse/klage-til-datatilsynet


Lovvalg og værneting 

Eventuelle tvister mellem dig og REACH afgøres efter gældende dansk ret ved de danske domstole.