Lavt selvværd

Hvad vil det sige at have lavt selvværd?

Selvværdet er vores vurdering af hvad vi som mennesker er værd blandt andre mennesker. 
Hvis ikke du selv synes at du er noget særligt værd, vil du heller ikke have forventninger til at andre mener at du er noget særligt værd. Derfor er et lavt selvværd ofte forbundet med en forventning om at blive behandlet anderledes og dårligere end andre mennesker, og en uhensigtsmæssig reaktion når det sker.

 

Ofte vil der med et lavt selvværd følge en meget selvkritisk indre stemme der underkender og kritiserer din egen indsats, resultat og chance for succes. Det kan være meget ubehageligt jævnligt at få skældud af sig selv, og det kan man også øve sig i at skrue ned for. Dog er det når du bliver overbevist om at der gælder andre spilleregler for dig end for andre mennesker, fordi du ikke har fortjent den samme taletid og respekt eller de samme hensyn og muligheder, at det bliver meget hårdt at have et lavt selvværd.

Konsekvensen af et lavt selvværd bliver derfor ofte at vi ikke tillader os selv at kræve det samme som vi lader andre kræve af os. Det bliver svært at sige fra og at sige nej til andre. Det bliver svært at afbryde dem der afbryder os, eller at holde fast når vi ikke synes at vi har gjort noget forkert. Vi accepterer ukritisk andres skuffelse og arbejder hektisk på at ændre og forebygge den. Derfor kan et lavt selvværd også gøre os til nemme ofre for manipulation, særligt i nære relationer, der kan blive helt ekstremt belastende i længden.

Sociale symptomer
  • Sætter sjældent eller aldrig grænser

  • Har svært ved at sige nej til andres idéer

  • Tillader andre at være grænseoverskridende uden påtale i situationen

  • Har mindst én meget ulige relation

  • Er god til at rumme andre men skal sjældent rummes af andre

  • Du synes kritik og/eller vrede fra andre er voldsomt ubehagelig

Psykiske symptomer
  • Kritisk indre stemme

  • Underkender egne præstationer

  • Sætter meget høje krav til sig selv

  • Overopmærksom på negativ feedback fra andre

  • Undertrykker egne behov

Et lavt selvværd leder ofte til et mere psykisk belastet liv, der kræver af os at vi undertrykker vores følelser og behov. Det kan lede til en lang række psykiske lidelser som stress, angst og depression, og netop derfor er selvværdsproblematikker ofte at finde under overfladen på andre og mere alvorlige lidelser.

Sådan behandler vi lavt selvværd

Som udgangspunkt arbejder vi terapeutisk med at forstå dit forhold til dig selv, og hvordan det adskiller sig fra dit forhold til andre. Det er ofte et meget stærkt udgangspunkt at finde ud af hvor du har lært at du ikke er meget værd, da det giver muligheden for at se på den situation udefra, hvilket som regel er nemmere at forholde sig til når man har lavt selvværd.

Bagefter laver vi sammen en relations- og situationsanalyse af de væsentligste personer og roller du har i dit liv, for at afdække hvilken rolle dit selvværd spiller i din måde at være med dem på.

Sammen afklarer vi hvad målet er for dit forløb, så vi kan fokusere indsatsen og skabe udvikling der hvor den betyder mest.

Undervejs kan vi træne din evne til at skabe dit eget personlige beslutningsrum, så du ikke altid skal træffe beslutninger når det er sværest, ligesom vi gennem dialogøvelser kan finde en kommunikationsstil der gør det nemmere for dig at fortælle de vigtige personer i dit liv, hvad det er for en forandring du ønsker at opnå.

Sådan begynder vi at ruste dig til at behandle dig selv som du synes mennesker bør behandles. Sideløbende arbejder vi med det du har brug for i den situation du står i. For nogle er en personlighedstest et enormt spændende sted at lære om sine grundlæggende behov, imens det for andre giver mere mening at skabe en vision om fremtiden der kan skabe mening og retning i udfordringerne.
 

Vejen til et bedre selvværd går ikke primært gennem dine tanker om dig selv. Nogle gange står tankerne i vejen for at komme i gang, og nogle gange er det nødvendigt at udfordre uhensigtsmæssige tankemønstre for at finde modet til at træffe den rigtige beslutning, men det vi arbejder hen imod, er at give dig redskaberne til at holde fast i at du er værd at behandle ordenligt - og at hjælpe dig i gang med at handle derefter. Sådan bringer du muligheden for at opleve at andre faktisk anerkender din værdi - tilbage i dit liv.

Kæmper du med lavt selvværd?

Tag en uforpligtende snak med os 

Hvordan opstår et lavt selvværd?

Ingen er født med et lavt selvværd. Vores selvværd formes primært i den tidlige barndom, men er påvirkeligt hele livet. Uhensigtsmæssige tilknytningsrelationer er ofte kernen i et lavt selvværd, imens langvarig mobning på arbejdspladsen er et eksempel på senere påvirkning der kan køre selvværdet i bund. Ofte leder et lavt selvværd til en negativ adfærdsspiral der styrker de oplevelser der forringer selvværdet. De spiraler kalder vi selvværdsdynamikker, og de er helt centrale for at forstå hvordan dårlige oplevelser kan påvirke selvværdet langvarigt, selvom du har mennesker omkring dig i dag som behandler dig kærligt og omsorgsfuldt.

Tidlig indlæring
  • Uhensigtsmæssige tilknytningsrelationer

  • Psykisk og fysisk vold

  • Omsorgssvigt

  • Tab af forælder

  • Traumer

  • Diskrimination

  • Stigmatisering

  • Mobning

Senere erfaringer
  • Partnervold

  • Konfliktfyldt skilsmisse

  • Psykisk  og fysisk vold

  • Længerevarende stress

  • Mobning på arbejdspladsen

  • Traumer

Selvværdsdynamikker
  • Undlader at sige fra, og forstærker dermed opfattelsen af at det er okay at behandle mig dårligt

  • Bortforklarer ros og komplimenter med held eller andre eksterne faktorer, og tager derved ikke anerkendelsen ind

  • Bortforklarer ulige relationer med at den anden har særlige behov der gør at det omsorgsfuldt at acceptere, og fastholder dermed sig selv i den uværdige relation.

      At bruge fokuseret tid og energi på dit mentale helbred er en investering i dig selv som er ligeså fundamentalt for dit personlige helbred og velvære som at gå til læge- eller tandlæge!